Undgå at greenwashe CO2-regnskabet

Emne: CO2-regnskab

Indholdstype: Guide

Skrevet af:

Martin Sønderby

Måske din virksomhed allerede kommunikerer til omverdenen, hvad I udleder af CO2 og hvordan I reducerer jeres klimapåvirkning. Hvis ikke går I sikkert med overvejelser herom. Flere og flere virksomheder finder det nemlig nødvendigt at give kunder og øvrige interessenter indblik i virksomhedens klimaaftryk. I sidste ende handler det om at bevare konkurrenceevnen, når kunderne stiller krav til, at I som virksomhed tager ansvar i den grønne omstilling.

Men hvordan undgår du at falde i fælden med greenwashing?

 

Misvisende kommunikation om grøn omstilling kan koste virksomheder dyrt

Udfordringen med greenwashing er reel for mange virksomheder. Netop fordi det er nemt bevidst eller ubevidst at få CO2-regnskabet til at se grønnere ud, end det i virkeligheden er. Uanset hvad er der god grund til at undgå en sag om greenwashing, som kan koste din virksomhed dyrt på imagefronten.

Læs med her og få energirådgiverens fem konkrete tips til, hvad du skal være opmærksom på for ikke at greenwashe din virksomheds CO2-regnskab.

Sørg for at indsamle data, der kan dokumentere arbejdet med klimamål

1. Sørg for at indsamle data, der kan dokumentere arbejdet med klimamål

Hvis du ikke allerede har sat konkrete mål for reduktion af din virksomheds klimapåvirkning, så er det en god idé at komme i gang. Realistiske klimamålsætninger er nemlig en god indikator for, at din virksomhed tager sit ansvar i den grønne omstilling alvorligt. Næsten vigtigst af alt er det dog, at du løbende får indsamlet data, som kan dokumentere, at det går i den rigtige retning med at opfylde jeres klimamålsætninger.

Indsamler din virksomhed på nuværende tidspunkt ikke data, som kan dokumentere opfyldelse af jeres reduktionsmål, er I dog langt fra alene. Ifølge en undersøgelse foretaget af Advice (2020) af over 1.000 danske virksomheders klimaindsats, er det kun omkring 5 % af de adspurgte virksomheder, som både sætter konkrete målsætninger og udfører beregninger af CO2-udledninger.

 

Ikke desto mindre er der flere fordele ved at komme i gang med dataindsamlingen, da du får:

  • Data til at beregne din virksomheds aktuelle klimaaftryk, hvilket kan bruges til at opstille realistiske målsætninger for CO2-reduktioner og som baseline til at dokumentere forbedringer.
  • Et datagrundlag som kan hjælpe dig til at identificere de områder i din virksomhed, hvor der er plads til forbedringer. De steder, hvor der kan spares mest CO2, er oftest også dem, som kan have stor betydning for bundlinjen.

 

Går du med overvejelser omkring, hvordan du skal gribe dataindsamlingen til CO2-regnskabet an, så er vores bedste anbefaling at tage fat i en uvildig rådgiver. Dels fordi denne kan hjælpe dig med at kortlægge de mest optimale målepunkter i din virksomhed, men også fordi det er en fordel at anvende en uvildig part til dataindsamling og -analyse. Det øger nemlig i sidste ende troværdigheden af dit CO2-regnskab og er én af de ting, som investorer i stigende grad holder øje med, når de skal prioritere investeringer i bæredygtige virksomheder.

Vær transparent og læg ikke skjul på CO2-udledninger

2. Vær transparent og læg ikke skjul på CO2-udledninger

Det er fristende at holde igen med at give kunder, leverandører og andre interessenter adgang til data om din virksomheds reelle CO2-udledning Måske din virksomheds klimapåvirkning er større, end du ønsker, måske endda også større end konkurrenternes.

Uanset hvad den aktuelle situation er, så læg ikke skjul på den hverken internt eller eksternt. Det vigtigste er, at du gør det let for din omverden at gennemskue din virksomheds klimapåvirkning og ikke mindst de forbedringer, I arbejder på. Det kan være alt fra at konvertere til grønne energikilder til at reducere energiforbruget ved hjælp af en adfærdskampagne. Det er den dokumenterbare handling i en grønnere retning, der tæller. På den måde lever du nemlig op til den stigende andel af forbrugere, som stiller krav til, at klimapåvirkningen fra produkter og services skal være gennemskuelig. Hvad end du er underleverandør eller leverandør af slutproduktet, så har det betydning for din virksomhed, da det påvirker hele værdikæden.

Hvis du begynder at beregne og rapportere din virksomheds CO2-udledning nu, kommer du også på forkant med at leve op til lovgivningen, da det med stor sandsynlighed bliver et politisk vedtaget krav på sigt.

Bidrag til mere grøn energi frem for at købe grønne certifikater

3. Bidrag til mere grøn energi frem for at købe grønne certifikater

Grønne certifikater (også kaldet oprindelsesgarantier) er certifikat, som dokumenterer, at strømmen kommer fra vedvarende energi. Hvis man producerer vedvarende energi i Europa, får man udstedt et oprindelsescertifikat af myndighederne, som kan sælges videre. Køberen af certifikatet får garanti for, at der et sted i Europa er blevet produceret vedvarende energi svarende til mængden på certifikatet.

Grønne certifikater er et omdiskuteret emne, og medierne har flere gange kaldt det for greenwashing, når store, danske virksomheder promoverer sig med, at de bruger vedvarende energi for at støtte den grønne omstilling. Problemet ligger i, at virksomhederne ikke bidrager til udbygningen af grøn energi, når de køber oprindelsescertifikater. Dermed er det misvisende, hvis der i CO2-regnskabet nævnes, at virksomheden køber grønne certifikater for at støtte den grønne omstilling.

Vil man som virksomhed tage del i at skabe mere grøn energi, så er der andre veje at gå. En mulig løsning er en såkaldt power purchasing agreement (PPA). En PPA er en langsigtet kontrakt mellem energiproducent og virksomhed, hvor virksomheden indgår en fast prisaftale på el, til gengæld for at energiproducenten etablerer ny, vedvarende energi til at dække virksomhedens forbrug. Dermed bidrager man som virksomhed til at øge mængden af grøn energi og kan uden risiko for greenwashing sige, at man tager del i den grønne omstilling.

Få foretaget en livscyklusvurdering, der kan underbygge grønne marketingbudskaber

4. Få foretaget en livscyklusvurdering, der kan underbygge grønne marketingbudskaber

”Produktet er bæredygtigt produceret” – det er vist en sætning, man som forbruger oftere og oftere støder på. Tit viser det sig desværre også at være svært at gennemskue, hvorfor producenten netop kan skrive, at produktet er bæredygtigt produceret. Bæredygtighed er nemlig et vidt begreb og har ikke nødvendigvis noget med CO2-neutralitet at gøre.

Som virksomhed skal man være forsigtig med at sætte gang i den helt store grønne marketingkampagne, hvis man ikke først har skabt overblik over sit produkts livscyklus og klimaaftrykket, der er forbundet hermed. Redskabet man bruger til at kortlægge dette hedder en livscyklusvurdering – ofte også kaldet en life cycle assessment (LCA). Med en LCA kigger man på miljøpåvirkningen og ressourceforbruget i hele produktets livscyklus og ikke blot i den del, som er forbundet med din egen virksomheds produktion. Således er LCA’en et værktøj til at skabe det mest mulige bæredygtige produkt ved at optimere og skabe miljøforbedringer for produktet lige fra vugge til grav.

Vær varsom med klimakompensation

5. Vær varsom med klimakompensation

Klimakompensation, også kaldet klimakreditter eller CO2-kreditter, er lige som grønne certifikater også et omdiskuteret emne. Virksomheder, der benytter klimakreditter, har flere gange været i mediernes søgelys i forbindelse med, at der blevet afsløret snyd med kreditterne. F.eks. hvor projekterne, som CO2-reduktionerne skulle komme fra, slet ikke bliver realiseret, eller hvor den samme CO2-kredit er blevet solgt flere gange.

Selvom man som virksomhed skal være utrolig varsom med at klimakompensere via CO2-kreditter, så er det ikke fordi, at du nødvendigvis skal udelukke det helt fra din virksomheds plan om grøn omstilling. Flere og flere virksomheder har nemlig et mål om at blive CO2-neutrale inden for den nærmeste fremtid, men det er langt de færreste produktionsvirksomheder, som kan nå dette mål uden at klimakompensere. F.eks. vil områder som transport være svær at neutralisere udledningen fra. Derfor kan klimakreditter godt være et middel til at din virksomhed kan nå det sidste stykke vej for at blive CO2-neutrale. Klimakompensation bør dog altid være det sidste tiltag, du gennemfører, efter du har implementeret alle de øvrige tiltag, der kan lede til CO2-reduktioner.

Hvis du køber klimakreditter, skal du sørge for, at du støtter troværdige projekter med verificerede CO2-reduktioner. Rådfør dig altid med eksperter på området, som kan hjælpe dig med dette.

Bruger du CO2-regnskabet optimalt?

Lad os hjælpe dig. Vi har stor erfaring med CO2-rapportering på det strategiske såvel som eksekverende niveau. Skal vi tales ved?

Martin Sønderby

Salgschef

26438330mas@dken.dk